Forlaget mellemgaard

2022

Bagagerum

VI har alle et bagagerum. Ikke kun bagerst i bilen, men også det sted i vores bevidsthed, hvor vi opsamler vores eget og unikke sæt bagage, bestående af de erfaringer, vi gør os, og de oplevelser, vi har haft. Vores bagage former os på godt og ondt, og påvirker vores måde at agere på.

Bagagerum er en samling af ti lidt skæve noveller, der tager udgangspunkt i forskellige former for ensomhed, og som viser glimt af den menneskelige psyke på tværs af tid, sted, alder og køn.

Hovedpersonerne i novellerne udfordres på forskellig vis af depression, savn, ulykke eller stress. De har hver deres egen tilgang til deres situation og forskellige måder at håndtere det på. Hver især åbner de ubevidst deres bagagerum og finder deres styrker eller svagheder frem.

Uddrag fra bogen

Fra "De kommer nærmere":


Nu er det blevet december igen, og selv om “vintrene ikke er så gode, som da vi var børn”, så er vi i dag så heldige at torvet er prydet af det fineste lag sne. Der daler langsomt fnug ned fra de tunge skyer, men vejrudsigten lover høj solskin senere i dag, så kælkebakken vil blive et eftertragtet udflugtsmål for børn og barnlige sjæle.


Snevejr i december minder mig ofte om Haddock og de par dage, hvor jeg fik et lille glimt af hans virkelighed. I år er det 22 år siden, jeg på så spektakulær vis røg i gulvet midt på torvet, og mødte en mand, som jeg ellers aldrig ville have lært at kende. Det er næsten ikke til at forstå hvor tiden er blevet af. Der er løbet meget vand i åen siden dengang, for byen og for mig. 


Jeg var bare 31 år gammel, den vinter. Ung, uerfaren og måske også lidt irrationel og spontan, hvilket jeg håber forklarer en del af mine handlinger. Når jeg tænker tilbage på de dage, stiller jeg somme tider spørgsmål ved mine motiver. 


Ville jeg egentlig hjælpe Haddock, dengang? Hvis jeg virkelig havde villet, kunne jeg måske have trukket i nogle tråde og skaffet ham tag over hovedet, i hvert fald midlertidigt. Måske faldt det mig ikke ind at prøve. Jeg var som sagt endnu ret våd bag ørerne, og ærligt talt ikke lige skarp altid. Jeg kan ikke længere huske det med sikkerhed, eller også har jeg fortrængt det. Jeg kan dog ikke lide alternativet, at min hjælpsomhed kun strakte sig så langt som min nysgerrighed. 

Fra læserne...

Bedste bog jeg længe har læst af en dansk forfatter!

Skøn bog!

Lander et sted mellem Leif Panduro og Finn Søeborg!

Årets bedste læseoplevelse!