Uddrag fra bogen

“Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal gøre! Jeg føler somme tider, at jeg sigter efter en målskive, jeg ikke kan se! Jeg ved ikke, hvad jeg vil! Jeg aner faktisk ikke, hvad det kræver for, at jeg kan læne mig tilbage og sige: ‘Jeg er lykkelig’. Hvor er den puttekasse, som den her uformelige klods passer i?”

Han stirrede ud i mørket. Jan sagde ingenting, og Allan faldt en smule sammen, da han fortsatte: “Undskyld, Jan-mand. Det er jo ikke dit problem. Jeg sidder bare og ser glade og lykkelige mennesker omkring mig, og jeg fatter ikke, hvordan jeg skal komme derhen, du ved … Tænk engang, hvis det aldrig bliver bedre, end det er nu!”

“Det kan altid blive bedre. Du kan godt huske, hvordan jeg havde det, ikke? Jeg var så tæt på at slutte det hele, mand! Var du ikke kommet forbi, så havde jeg nok ikke været her nu! Og Allan, det var helt tilfældigt! Du eller jeg kunne være gået i en anden retning den aften, og så havde vi ikke stået her i dag, men skæbnen ville det anderledes! Det er the butterfly effect, mand. Små puf, vi ikke mærker, og store skub, der næsten vælter os. De påvirker os, flytter os og sender os i en ny retning. Du gik ned ad den rigtige gade dengang, og jeg har nu et godt liv, en vidunderlig kone og en dejlig lille dreng!”

Han smilede: “Måske sker det, der bringer dig på rette spor, her på hotellet i aften? Vi opdager ikke den slags, før det er sket. En dag ser vi tilbage og opdager, at en lille og tilfældig handling satte en ny bevægelse i gang! Pludselig føles det rigtigt, og de små puf har diskret ledt dig hen til din … hvad kaldte du det? Puttekasse?”