Uddrag fra bogen

Når Svend sad i lænestolen på kontoret på fabrikken, kunne han tænde en cigaret og læne sig tilbage, og vende øjnene væk fra kontrakter, ordrer og arbejdstegninger, som lå på det store egetræsskrivebord, og se tilbage på, hvad han havde opnået. Han ønskede egentlig ikke at ekspandere yderligere. Han var ikke ung mere, og han følte ikke, at han havde motivationen til at finde på nye indtjeningsområder længere. Det gik jo rigtig fint nu.

I baggrunden kunne han høre, at det summede af livlig aktivitet på fabrikken. Der blev svejset i smedeafdelingen i kælderen, og udenfor vinduet var medarbejdere i gang med at fylde varevognen med skilte, klar til at blive kørt ud til ventende kunder.

Hans rejse hertil havde varet mere end 60 år og været lang og besværlig, med lavpunkter, hvor alt virkede uoverskueligt og frustrerende, og succeser, som ingen havde troet mulige – undtagen Svend selv. Han havde ikke givet op, trods alt hvad han var blevet udsat for.

Han kunne lade tankerne gå tilbage til sin tidligste barndom i arbejderhjemmet i Nakskov. Han havde været en ganske almindelig dreng, en blandt mange, som voksede op i den lille provinsby. Han kunne være gået i faderens fodspor og være blevet tømrer ... 

Han tænkte tilbage på sine forældres ønske om, at han skulle lære at spille violin, og der strøg et smil over hans læber. Han var gentagne gange blevet interviewet af lokale og landsdækkende aviser i løbet af de seneste år, og var talrige gange blevet mødt med det benovede spørgsmål: “Er der ikke noget, De ikke kan?”. Typisk var hans svar, at han ikke kunne skrælle kartofler eller tage opvasken. Måske skulle han have tilføjet, at han ikke kunne spille violin...?